Anden Verdenskrig og en
ny start i Sverige
Marts 1938: Tyske tropper marcherer ind i Østrig. 1. september 1939: Tyskland angriber Polen og udløser dermed Anden Verdenskrig. Også Elisabeth Sigmunds mand, Karl, er tvunget i krigstjeneste. Efter krigens afslutning tilbringer han to år i russisk fangenskab. Da ægteparret efterfølgende udvandrer til Sverige støder de på uventede vanskeligheder.
Mens det var fredstider havde Karl Sigmund besluttet sig for en officerskarriere. Efter hans mening svarede militæret mest af alt til en diplomatisk løbebane, der virkede i fredens tjeneste. Med titel af kaptajn var han nu tvunget til at gøre krigstjeneste, og det indebar mange udstationeringer. Elisabeth Sigmund fulgte ham rundt i Tyskland så vidt, som det var muligt, og arbejdede som sygeplejerske i Røde Kors.
Kultur som modsvar på krigen
I krigens sidste fase var Karl Sigmund stationeret længere tid i Rudolstadt i Thüringen. Ægteparret havde mulighed for at flytte ind i et lille tehus, der hørte til det barokke residensslot, Heidecksburg. Schiller havde boet i huset, der derfor også var kendt under navnet "Schillers Hus". For at skabe modvægt til en hverdag præget af krig arrangerede Elisabeth Sigmund kunstneriske aftener i tehuset hver anden torsdag. På den udvalgte gæsteliste stod talrige kulturelt aktive og skabende personligheder. Schillers Hus blev i stigende grad til socialt hjemsted for dem, der ikke ønskede at affinde sig med naziregimet og krigen.
Krigens afslutning og en nystart med forhindringer
Ledsaget af svære luftbombardementer indtog amerikanske styrker Rudolstadt den 13. april 1945. Den dag arbejdede Elisabeth Sigmund som ledende Røde Kors-sygeplejerske i Heidecksburgs kælder. På samme tidspunkt befandt Karl Sigmund sig i Böhmen, hvor han den 8. maj 1945 pr. telegram fik meddelelse om krigens afslutning. Karl Sigmund begav sig mod Rudolstadt til fods, og blev på vejen tilbageholdt af amerikanerne. Disse dog lod ham gå igen, efter de havde afgjort, at han ikke var nazist. Efter sin tilbagekomst til Rudolstadt var Karl Sigmund begyndt at tilbyde budtjenester i en ombygget Citroën, da det russiske hemmelige politi uden begrundelse spærrede ham inde i statsfængslet i Weimar. Elisabeth Sigmund forsøgte at få det russiske politi til at frigive ham – der skulle imidlertid gå to år, inden Karl Sigmund blev løsladt igen. Den mellemliggende ventetid stod i uvishedens tegn, og for Elisabeth Sigmund udviklede torsdagaftenernes kontakter sig til en vigtig hjælp. For eksempel åbnede de op for en mulighed for at arbejde som anden-dramaturg og regissørassistent ved teatret i Jena.
I 1947 måtte ægteparret - efter Karl Sigmunds løsladelse - forlade Tyskland. Anledningen var den stort anlagte repatriering: mennesker, som krigen havde bragt til forskellige, midlertidige opholdssteder, blev bragt tilbage til deres hjemlande. Ægteparret flyttede til Salzburg, og herfra planlagde de at udvandre til Sverige. Idéen stammede fra den svenske plejetante, Signe. Karl Sigmund havde som barn tilbragt to år i Stockholm hos hende, og det var en tid, der stod som en smuk drøm i hans erindring. Efter afslutningen på Den Anden Verdenskrig overtalte Tante Signe ham til at bygge en ny tilværelse op i Sverige sammen med sin hustru - penge, sagde hun, havde hun nok af, hvis han havde brug for hjælp. Da ægteparret Sigmund have fået indrejsetilladelsen i 1948, solgte de deres sidste ejendele for at få penge til skibsrejsen.
En skuffet forventning
Karl og Elisabeth Sigmund ankom uden finansielle midler til den 59-årige Tante Signe, som - trods hendes tidligere udsagn - ikke var i stand til at hjælpe dem. Hendes mand, en tidligere bankdirektør, havde misbrugt bankens midler og efterfølgende tilbragt fire år i fængsel. Han var nu død, og Tante Signe levede af en lille pension i en etværelses lejlighed uden for Stockholm. Hun havde aldrig nævnt sin situation over for ægteparret Sigmund, der ikke kunne undgå at have en følelse af, at de var blevet snydt. Der var imidlertid ikke penge til at vende tilbage til Østrig med det samme, så derfor blev de i Sverige. Karl Sigmund tog alt, hvad han kunne finde som hjælpearbejder - i begyndelsen stadig uden arbejdstilladelse. I 1950 fik han ansættelse i en stor køreskole i Stockholm. Den 1. marts 1965 fik han overdraget ledelsen af køreskolen. I mellemtiden lærte Elisabeth Sigmund svensk og genoptog sine studier af kosmetikken.
Også under krigen havde Elisabeth studeret medicinbøger på forskellige biblioteker. Det var også lykkedes hende at finde en materialist i Berlin, der solgte lægeplanter på det sorte marked. Herefter havde hun fremstillet kosmetik og givet den til de officershustruer, hun lærte at kende, så de kunne teste den.
