Dr. Hauschka

Potentilla officinalis

Synonymer: Blodrod, Tormentil-potentil
Videnskabeligt navn: Potentilla officinalis eller Potentilla erecta (L.) Raeusch.
Familie: Rosaceae (rosenfamilien)

Oprindelse

Mellem- og Nordeuropa, de nordafrikanske bjerge.

Indholdsstoffer

Rodstok: Op til 25 % garvestoffer (katechingarvesyre, gallo- og ellagitanniner)

Beskrivelse

En gyldengul blomst med orange toner i midten og fire hjerteformede blomsterblade, der svæver på tynde stængler over spidse, fingerlignende blade. Er dette en rose? Den er i hvert fald medlem af familien, selv om de fleste planter i rosenfamilien danner blomster med fem kronblade. Ved årets første blomstring kommer Potentilla officinalis' rosenvæsen til syne: Det er kun disse store blomster på en centimeter, der har fem kronblade. Potentilla officinalis, der blomstrer fra maj til oktober, danner 10 til 40 cm lange grene, der vokser sammen i en pude-lignende overflade. Den sætter dog også høje, viltre stængler, der falder ind over hinanden. De små frø, der modnes i blomsterne, bliver spredt vidt omkring, takket være myrelegemer - et fedtholdigt vedhæng på frøene, som virker stærkt tiltrækkende på myrer.
Rodstokken står i kontrast til plantens resterende, fintbyggede udseende. Rodstokken kaldes også jordstænglen og forlænger så at sige plantens stængel under jorden. Den vokser kraftigt og uregelmæssigt i bredden, og er imponerende tyk. Herfra spirer den solhungrende Potentillas stængler i foråret og søger mod lyset. Hvis man skærer i den, farves den hvid-gule rodstok straks blodrød og spreder en duft af roser.

Anvendelse

Potentillaens rodstok indeholder flere garvesyrer end nogen anden kendt plante. Disse naturlige indholdsstoffer i planten virker astringerende, dvs. sammentrækkende på det menneskelige væv. De kan stoppe lette blødninger og forfiner teinten. Med en let antibakteriel virkning er ekstrakt af Potentilla officinalis en god hjælp til tand- og mundpleje, til let slimhindebetændelse i mund og hals og til områder, hvor tandprotesen trykker. Indvortes lindrer ekstraktet akutte og kronisk-inflammatoriske diarrésygdomme som eksempelvis colitis ulcerosa.
I folkemedicinen anvendes ekstrakt fra Potentilla som mundskyllemiddel ved betændelse i mund og hals, til bade og som omslag på sår med dårlig heling samt til forfrysninger, brandsår og mod hæmorrider. Indvortes bruges ekstraktet mod mavesmerter og diarré.
Tinkturer og ekstrakter af Potentilla bruges som supplement til badepræparater og i cremer til hud med store porer samt i aftershave, deodoranter, mundskyllevæske og meget mere.

Spændende fakta

Potentilla officinalis’ kraft klinger med i plantens videnskabelige betegnelse, der betyder så meget som „kraftfuld“ eller „stærk“. Navnet er en sammensætning af det latinske „potentia“ = „magt“ og det navnetillæg, der ofte bruges til lægeplanter, „officinale“, fra det latinske „officina“ = „apotek“ eller „laboratorie“. Den alternative, videnskabelige betegnelse Potentilla erecta betegner med "erectus" = "oprejst", hvordan plantens stængel altid står opret. Blodrod er en rammende beskrivelse af rodstokkens udseende, når man skærer i den.
Potentillaens astringerende og antibakterielle kraft var allerede kendt i antikken, hvor man dog tilskrev planten flere helende kræfter, end den egentlig havde. Eksempelvis blev den anset for at kunne helbrede pest, efter en episode i 1348-49 i Baden Wiesental hvor pesten hærgede, og der ingen redning var i sigte. En fugl skulle være fløjet ned fra himlen og have fløjtet følgende sang: "Spis Blodrod og Bibernelle, så går der længe, inden døden dig fælde."
Også Hildegard von Bingen (1098-1179) kendte til fordelene ved den kraftfulde rodstok. Hun skrev: "Blodroden er mere kold end varm, og et menneske der har overflødige og giftige, dvs. betændte væsker i sig, skal tage Blodrod og to gange så meget Baldrian og hakke det til saft. Så hælder han det i en krukke og overhælder det med god og klar vin. Derpå drikker han det efter maden og inden han skal sove i de næste femten dage, og det vil gøre ham godt i et år. Således vil denne mikstur formindske tilstedeværelsen af overflødige og giftige væsker."

Urtepræsten Johann Künzle (1857-1945) skrev: "Dårlige tænder bliver atter stærke, hvis man gurgler mund i Blodrod-vand i 8 dage. Til dette formål må man blande Blodrod-urtepulver med varmt vand."
Da Ratanje (Krameria lappacea) gjorde sit indtog i de tysksprogede områder, gik Potentillaen i glemmebogen. Da der under Første Verdenskrig opstod leveringsproblemer med den udenlandske Ratanje, tyede befolkningen igen til den hjemmehørende Potentilla, der endda indholder flere garvestoffer end Ratanje.
Farvestoffet tormentilrødt ekstraheres af Potentilla officinalis og bruges til at fremstille rød farve.

Dr.Hauschka Med begyndte med at udforske Potentilla officinalis til atopisk brug, og planten anvendes i Dr.Hauschka Med Acute Care Potentilla. Cremen bringer irriteret hud tilbage i naturlig balance. Cremens længerevarende virkning hjælper med at bryde den onde cirkel af kløende fornemmelser og irriteret hud. Omfattende studier har bekræftet dens virkning på irriteret, kløende hud med rødmen.

I Dr.Hauschka Med Sage Mouthwash understøtter Potentilla officinalis den opstrammende virkning på tandkødet.

♦♦♦♦