Beskrivelse

Solen brænder hårdt i Sydafrika, og både planter og dyr må benytte sig af ekstra tricks for at klare varmen og tørken. Sådan ét har middagsblomsten i baglommen. Lægeplanten er en sand ekspert i at optage og gemme på vand, og den trives på ler- og sandholdig jordbund og på saltholdige voksesteder. Midt i den brændende sol kan den dække arealer på op til 0,7 m². Middagsblomstens særlige trick gemmer sig i bladene med de grønne og dybrøde farver. Overalt på de tykke, saftige blade glimter det fra de mange væskereservoirs, der reflekterer sollyset og ligner dugdråber eller iskrystaller. Hvad er hemmeligheden bag middagsblomstens trick - hvordan kan den samle så meget vand? Svaret skal vi vende tilbage til senere.

Fra juli til september er den et- til flerårige, frostfølsomme plante dækket af talrige små blomster, hvis stråleformede kronblade lyser op i hvide og rødlige farvetoner. Den farverige overflod står i skærende kontrast til den uanseelige rod, som ikke er mere end nogle få centimeter lang. Det virker nærmest, som om roden frem for at forsyne middagsblomsten med vand, alene har den opgave at holde planten fæstnet i jorden. I fugtigt vejr åbner frøkapslerne sig og løsner de grå-brune frø, der skal bruge varmen for at modnes.

Anvendelse

Det siges, at middagsblomsten virker vanddrivende. Den tyske læge og farmaceut, Samuel Hahnemann, skrev:

"Den friskpressede saft fra planten Mesembryanth Crystall har en vandig og ubehagelig smag. Saften er understøttet af få garantier - berømmet for at kunne bruges som vanddrivende og fortyndende middel mod vattersot og smertefulde vandladninger."

Middagsblomsten bruges mod ascites (ophobning af væske i bughulen), tarminfektioner, bl.a. dysenteri, lever- og nyresygdomme og i tilfælde af lungebetændelse. Når middagsblomsten anvendes direkte på huden, lindrer den kløe, smerter, hævelser og rødme.

Spændende fakta

Plantens videnskabelige navn Mesembryanthemum er afledt af det græske ord "mesembria", på dansk "middag", og "anthemon", der betyder blomst. Både det videnskabelige og det danske navn (middagsblomst) hentyder til blomsterhoveder, der kun åbner sig i kraftigt sollys, som regel ved middagstid. Plantefamilienavnet, Aizoazeae, har rod i det græske ord "aizoon", der betyder "evigt levende", og er en betegnelse for plantens hårdførhed. Vi har stadig ikke besvaret, hvorfor middagsblomsten er i stand til overleve i den ekstreme hede. Plantens særlige trick er, at den "holder vejret" i dagtimerne. Normalt optager planterne C02 om dagen og omdanner det til sukker og ilt ved hjælp af sollyset. Under processen ånder planterne gennem små porer på undersiden af bladene, som de samtidig også afgiver vand fra. For at undgå dette væsketab lukker middagsblomsten for porerne, de såkaldte stomata, om dagen og åbner dem først for at ånde efter solnedgang. Den CO2, som middagsblomsten har optaget, bliver bundet til et molekyle, som planten via fotosyntese forarbejder videre til sukker og ilt til den næste dags morgen. Men der kan siges meget mere om denne særlige plante - middagsblomsten har nemlig den ganske særlige egenskab, at den opsamler salt. Normalt er det sådan, at planter, der kommer i kontakt med for meget salt, dør. Det kan ses efter vintermånederne, hvor vejsaltet har skadet vegetationen. Med middagsblomsten er det lige omvendt. Selv de planter, 

der vokser langs kysterne, henter salt fra luften, hvis indholdet i jorden ikke er højt nok.

Hvorfor gør middagsblomsten det? Saltindholdet aktiverer produktionen af frugtsyrer i planten, og disse frugtsyrer udgør sammen med sukkeralkohol, store mængder magnesium og aminosyren prolin en naturlig fugtbevarende faktor. Det er med andre ord disse indholdsstoffer i middagsblomsten, der tiltrækker og binder den smule fugt, der findes omkring planten. Skærer man stængler fra middagsblomsten, ser man et imponerende eksempel på plantens fugtbevarende egenskaber. Der går flere uger, inden de tørrer ud.

Den røde farve på middagsblomstens blade giver en supplerende beskyttelse mod varmen. Farven stammer fra de såkaldte betacyaniner, der er substanser i bladene, som absorberer lys og på den måde giver en naturlig beskyttelse imod solen.

Middagsblomstens høje saltindhold resulterer i salte jordbunde på plantens voksesteder. Dermed er jorden ufrugtbar for andre planter, og det er grunden til at middagsblomsten - i modsætning til tidligere - ikke længere bliver udplantet for at beskytte udsatte områder mod erosion. Middagsblomstens blade er som en spinatlignende grøntsag. Sydafrikanerne fermenterer og tygger dem. På De Kanariske Øer brugte man tidligere middagsblomsten til udvinding af soda (natriumcarbonat), som findes i store mængder i asken. Herfra stammer også et af middagsblomstens andre navne: Sodaplante.

Vi kan iøvrigt takke den tyske sygeplejerske Waltraud Marschke for vores viden om middagsblomstens helende kræfter mod kløe, smerter, hævelser og rødmende hud. Mens hun arbejdede på centret for antroposofiske behandlinger på Lanzarote, tiltrak den flotte plante sig Waltraud Marschkes opmærksomhed. Efter mange afprøvninger af middagsblomsten offentliggjorde hun i 1988 sin viden, som siden da har bredt sig til større kredse.

Den modstandsdygtige middagsblomst har været god til at lære at binde og holde på fugten og fungerer derfor som det perfekte supplement i Dr. Hauschkas After Sun, Soothing Intensive Treatment, Ice Plant Body Care Lotion og Intensive Ice Plant Cream.

♦♦♦♦