Beskrivelse

Vi kender mest valmuen som det sarte røde blomsterhoved midt i sommerens blomsterhav. Tidligere så man valmuen på markene sammen med kornblomsten - men det moderne, intensive landbrugs dyrkningsmetoder har gjort valmuen til et sjældent syn. Den hvide valmue ser overraskende anderledes ud end dens mere kendte rødhovedede søsterblomst. Under blomstringstiden i juni og juli lyser de hvide valmuemarker op i rosafarvede nuancer.  Kort tid inden blomsterhovedet på den etårige hvide valmue springer ud, sænker den hovedet nedad mod jorden for så igen at rette sig op, når blomsterbladene folder sig ud. Det er et sandt vidunder at se, hvordan blomsterbladene, der ligger tæt sammenfoldet i kapslen, breder sig ud til silkeglatte fintformede skønheder, der åbner sig mod himlen og leger let i vinden. Den hvide valmue bliver op til 1 meter og blomstrer i en periode på tre uger.

I august er de olierige frø modnet færdige i kapslerne. I modsætning til andre valmuesorter bliver kapslens krone ved med at være lukket - hvid valmue hører derfor til blandt de såkaldt "lukkede" valmuer. Frøskallerne har ingen farvepigment, mens frøene selv har en hvidlig farve - det har givet navnet til den hvide valmue. 

Anvendelse

Frøene fra hvid valmue har en nøddeagtig smag og bliver derfor brugt som nøddeerstatning. De er også en populær ingrediens til bagning.  Den koldpressede olie, som udvindes fra den hvide valmues frø, bruges som ædel spiseolie eller som en næringsrig bestanddel i forskellige kosmetikprodukter. Olien absorberes hurtigt, og den gør huden blød og giver en behagelig fornemmelse fra det øjeblik, den bliver lagt på huden. Olien fra hvid valmue hjælper huden med at genopbygge sin naturlige barrierefunktion som beskyttelse mod ydre påvirkninger.  Valmuen tilhører de sorter, der indeholder en så lille mængde opium, at den ikke udgør nogen umiddelbar toksikologisk risiko.

Spændende fakta

Det latinske navn,  papaver,  indholder roden "pap", som betyder "at puste op", hvilket er en meget rammende beskrivelse af de modne frøkapsler. Tillægsnavnet "somniferum" stammer fra latin "somnifer" og betyder "søvndyssende". På tysk kaldes valmue for "Mohn". Dette ord har rod i "Mekone". Det fortælles, at den antikke græske modergudinde ”Demeter” fandt valmuen i byen Mekone (også kendt under navnet Sikyon). Når vi taler om den hvide valmues historie, starter beretningen ved den vilde valmue, som den kultiverede hvide valmue er udviklet fra, ligesom fortællingen også omfatter de såkaldte "grå" og "sorte" valmuer, der danner henholdsvis grå og blå-sorte frø. I dag kender mange valmuen fra de populære birkes på bagerens rundstykker.

Brugen af valmueplanten kan spores helt tilbage til den yngste stenalder (fra ca. 4.800 f.Kr.).  Eksempelvis har man fundet frøkapsler ved stenalderbosættelsen i den sydtyske by Unterhuldingen ved Bodensee. De første skriftlige henvisninger til dyrkning af valmuer findes på sumeriske lertavler fra 3.400 f.Kr. Den medicinske anvendelse af valmuen som smertestillende lægeplante er dokumenteret helt tilbage til år 3.000 f.Kr. i den mesopotamiske by Ninive, der ligger i nutidens Irak.

I antikken brugte både grækere og romere valmuen som lægeplante - hovedsagligt som sove- og bedøvelsesmiddel. På grund af valmuens meget olieholdige frø blev den fra tiden omkring 850 f.Kr. sandsynligvis også dyrket af grækerne som næringsmiddel. Blandet op med honning gav frøene et meget nærende måltid. Brugen af valmueolie til lamper kan imidlertid føres  langt tilbage. Afyon i Tyrkiet var centrum for Lilleasiens dyrkning af valmuer, og den dag i dag er "afyon" det tyrkiske ord for opium. Valmuen nåede først frem til Fjernøsten i middelalderen. Fra den græske digter Theokrit (ca. 270 f.Kr.) stammer myten om, at valmuen skilte sig ud fra Afrodites tårer, da hun begræd tabet af sin unge, elskede Adonis. Theokrit fortæller ligeledes om valmuen som drømmenes blomst og som sindbillede på Morfeus, drømmenes gud. Andre guder, som er forbundet med søvnen, er samtidig også knyttet til valmuens tegn: Nattens gudinde Nyx, Søvnguden Hypnos og Thanatos, dødens tvillingebror.

Valmuen har altid været interessant ud fra to synsvinkler - på den ene side på grund af det høje næringsindhold i frøene og på den anden side på grund af den mælkesaft, der kan udvindes af kapslerne. Siden antikken har den opium, der kan udvindes fra mælkesaften, fungeret som et vigtigt medicinsk hjælpemiddel.

Opium indeholder alkaloider som morfin og kodein, og det gav mulighed for en meget virkningsfuld smertestillende og bedøvende behandling, der samtidig virker dæmpende på kramper. På grund af misbruget til rusmidler er valmuedyrkningen mange steder omfattet af forbud. Det er først ved fremkomsten af de nyere sorter, der enten kun indeholder meget små eller slet ingen mængder af alkaloider, at det igen er blevet tilladt at udvinde valmuefrø med henblik på fremstilling af næringsmidler.

I området "Waldviertel" i Østrig dyrker man i dag opiumsudvandet hvid valmue til fremstilling af olie. Områdets historie går langt tilbage. Frem til opløsningen af det Østrig-ungarnske monarki var Waldviertel sammen med Böhmen, Mähren, Schlesien og det østrigske Mühlviertel et af de vigtigste dyrkningsområder for valmuer. Under Anden Verdenskrig blev alle større jordbrug tvunget til at dyrke valmuer til produktion af smertestillende midler til den tyske hær. De traditionelle retter, der indeholdt valmuer, og som supplerede den daglige kost blandt datidens familier blev forbudt.  Efter 1950 gik dyrkningen af valmuer stærkt tilbage i Waldviertel, og først i 1980' erne og frem til 1990' erne genopdagede man den som særlig dyrkningskultur. Siden da bliver de opiumssvage sorter anvendt.

I Waldviertel hørte dyrkningen af valmuer til udvinding af næringsmidler til det traditionelle kvindearbejde.  Frem til 1950 dyrkede kvinderne valmuer til husbehov i særlige trekantede marker. Kvinderne skar de modne, lukkede kapsler af med en lille kniv og åbnede og tømte dem for frø derhjemme. Ved  hjælp af møller, der blæste luft ind fra siden og på den måde fjernede snavs, siede og rensede de frøene. Herefter blev frøene kværnet fx i træfade, træmortere eller med lignende redskaber. Den særlige valmuemølle til dette sidste forarbejdningsskridt, som i første omgang kun fandt sted inde i byerne, blev opfundet i Biedermeier-tiden i midten af det 19. århundrede.

Den let absorberbare olie fra den hvide valmue findes som supplement i Dr. Hauschkas Ice Plant Face Cream. Dagcremen er både beregnet til meget tør og kløende hud og til hud med neurodermitis, og den får med det samme huden til at slappe af. Cremens velgennemtænkte komposition indeholder olie fra hvid valmue og presset saft fra middagsblomst, og det skaber en næringsrig ansigtscreme med vedvarende plejende virkning. Cremen giver langvarig og mærkbar lindring til tør hud og dæmper den dermed forbundne tendens til kløe.  Huden dækkes af en usynlig og stabiliserende kappe.

♦♦♦♦